FDL´s formand på generalforsamlingen lørdag d.12. april 2014

Danske vognmænds selvstændighed i fare

Måske ville vi alle sammen få en meget mere positiv dag ud af det ved at køre en tur ud i det spirende danske forår – på udkig efter en nyudsprungen Bøg eller en Rapsmart i begyndende blomst i stedet for at lukke os inde og høre på endnu et års beretning med negative undertoner og kun ganske få opmuntrende elementer. Med disse ord indledte Christian Jensen sin formandsberetning, da Frie Danske Lastbilvognmænd, FDL, lørdag den 12. april 2014 afviklede den årlige, ordinære generalforsamling på DTC, Nord for Vejle.  

Men nu er det således, – at problemerne bliver jo ikke mindre af at stikke hovedet i busken, så vi stiger jo troligt op på hesten år efter år. Og kæmper videre, fortsatte Christian Jensen. Så når min beretning ikke sprudler af optimisme, til trods for, at året 2013 dog bød på opmuntringer, er det også fordi de negative skygger er i overtal, når vi retter blikket fremad.

Når jeg ser tilbage, kunne det jo være rart, at det ikke altid var brok og utilfredshed der skulle fylde op i beretningerne på vores generalforsamlingerne. Det kunne være rart for jer, som trofast møder op en enkelt gang at høre på positive toner også. Men jeg kan love at jeg ville glæde mig mindst lige så meget som jer til, at jeg kunne holde en optimistisk beretning bare en enkelt gang.

Jeg lever stadigvæk i håbet og det bør I også gøre. For vi er i FDL stadigvæk på banen og vi må kæmpe den lange seje kamp. Vi giver ikke op så længe vi har penge i kassen. Men når nu fakta er således, at de negative ting som regel er i overtal så er det vist bedst for humøret og stemningen for resten af dagen, at vi gemmer de positive ting til sidst og får de negative konstateringer lidt på afstand.

Det er negativt, og ikke bare vanligt brok, at skulle se i øjnene, at næsten uanset hvor mange kræfter der fra FDL´s, DTL's og 3F's side lægges i at servere cabotage-problematikken, lovlig som ulovlig, grydeklare på embedsmændenes og politikernes bord, så lykkes det gang på gang den penge stærke lobby fra DI- ATL -ITD og speditørerne, – at snøre embedsmændene.

Allerbedst, som vi tror nu, vi har dem nede i sækken og skal til at snøre den til  – så smutter de ud igen. Og så kan vi begynde forfra endnu engang. Det er da forunderligt at det, som står skrevet på dansk, endda i tydelig skrift og oven i købet i en forordning, kan frembringe så mange forvanskede udlægninger ved at blive kørt gennem embedsmandsværket i skyggen af de organisationer, der bare vil det anderledes end os.

Og have størst mulige sløringer ind til i enhver udlægning for at kunne holde gang i diskussionerne om lovlighed og omfang af cabotage kørslen. Set med mine øjne, kan det kun være et udslag af, at de involverede styrelser og embedsværket i de involverede ministerier, ligger under for et mega lobby pres fra de pengestærke organisationer, der har en helt anden dagsorden end os.

Det er endnu et bevis på, at det er svært at være en lille organisation. Og endnu sværere bevis på, – at være en lille og samtidig fattig organisation. FDL er jo begge dele, og det sætter dagsordenen for vores hverdag og muligheder i dagligdagen. Ja også fremtiden. Men det har ikke taget modet fra os endnu, og det gør det heller ikke fremover.

Det er negativt for os, men godt gået af vores modstandere, at de gang på gang formår, at bilde langt den største del af landets trafikpolitiske beslutningstagere ind, at cabotage-kørslen udgør næsten ingen ting. ja næsten ikke er eksisterende. Og den lille smule cabotage-kørsel, der så alligevel erkendes at eksistere, næsten er en nødvendighed og guldgrubbe for Danmarks national økonomi.

Det næste, vi sikkert skal lægge ører til er, at de pumper penge i den danske statskasse her i landet ved deres tilstedeværelse i lighed med de øvrige arbejds- og velfærdsturister påstås at gøre. Ja goddaw do. Procentregning og embedsmands rapporter er et taknemmeligt og godt skamredet værktøj. Og det er aldeles velegnet, hvor det er ønskeligt, at frembringe lige nøjagtig den grimasse, der passer til netop den ønskede situation, man ønsker at fremhæve og supportere.

Men den såkaldte lille smule cabotage- kørsel er nu engang liv eller død for den, der rammes lige direkte på sin kundekreds. Den bliver bestemmende for hverdagen i et og alt fremover for dem, der rammes Og ramt bliver vi alle på en eller anden måde – før eller siden. Det er ikke et hvis, men et hvornår. Vær forberedt på det. Det bliver de store, der kommer til at sætte priserne fremover hvis ikke vi får sækken snøret godt og grundigt og på sigt stresser nogle af de fremmede biler og chauffører ud igen.

Vores selvstændighed er i alvorlig fare og kan nemt ryge sig en tur. Og  de kommer også til at bestemme indirekte alt for dem, der p.t. er så heldige, at de ikke lige står ansigt til ansigt med problemet direkte i hverdagen. Hverdagen for alle dem, der er direkte ramt og dem, der er indirekte ramt og alle andre uanset forhold, så er det den billige cabotage-kørsel, den lovlige såvel som ulovlige, der fremtidigt bliver prissættende for hele transport-markedet, hvis ikke vi kæmper kampen videre og til den bitre ende.

Om vi så taber kampen eller vinder den må vi jo erfare til sidst. Jeg håber vi vinder til sidst!  Vi kæmper videre og jeg håber I er med hele vejen. For uanset størrelsen og omfanget af cabotage og udlændinges aktiviteter her i DK, bliver de prissættende for det allermeste. Hvis ikke vi generer dem mest muligt.

På et tidspunkt, hvor DSB kunne svinge sig op til at udføre 2% af godstransporten i DK, titulerede den dengang fremtrædende Arne Klose, Vejen DSB som en pjalt og det betød ikke noget, hvilken pris de kørte til. Men når nu DSB dengang gik ind og bød på gødningen Fredericia – Ålborg til en ganske uholdbar pris, var det jo prisdannende for al gødningskørsel fra Fredericia uanset om DSB kunne løfte opgaverne eller ikke.

Ja ikke bare priserne på gødning men alt, der bare lignede den slags kørsel. Så derfor –  med det omfang, vi ved den systematiske cabotage-kørsel + den dertil ikke ubetydelige ulovlige cabotage-kørsel har, har det afgørende virkning på hele prissætningen i resten af markedet. Noget helt andet er, at det er ikke gjort hermed.

Der har jo bredt sig en klippefast opfattelse hos alle transportkøbere /alle banditterne i habitterne, at priser kan kun gå nedad. Og vognmanden kan presses. Transport-priser kan ikke gå opad i deres termologi. Uanset, at de samme transportkøbere i deres egne forretninger, dagligt opererer med de samme omkostningsstigninger, som vi gør.   

 

**********

 

Landsdækkende kampagne drøftet på FDL´s generalforsamling d. 12. april 2014:

Er du dus med din kostpris?

Hvis vi skal det tiltagende uvæsen til livs, skal vi have stoppet den opfattelse, der har bredt sig, at hos transportøren kan man altid hente bare en lille smule mere, bare vi lige synger dem en sang fra de varme lande om, hvor meget de er presset af den og den forfærdelige speditør her eller der. Derfor er det også, at jeg, som et af de tiltag vi i FDL's bestyrelse vil tage op som et tema /kampagne, eller opgave om man vil, i den kommende tid, lød det fra FDL´s formand Christian Jensen på generalforsamlingen.

Jeg kunne forestille mig, at kampagnen f.eks. kunne hedde ”Er du dus med din kostpris?”  Med hensyn til den kampagne vi påtænker at sætte mere fokus på,

Problemet om du er dus med din kostpris, føler jeg er nødvendigt at give mere opmærksomhed, dels for den enkelte, men med et håb om, at det kan blive et tema ud over FDL's egne rækker således at offentligheden kan blive mere opmærksom på hvorfor og hvorledes det er muligt at køre til de priser som der tilbydes ved national kørsel udbudt af de store kørsels rekvirenter og kæder.

Ja måske kunne vi være så svineheldige at TV kunne fatte det og lave en udsendelse over det. Det er jo helt ude af al sund fornuft de time-priser, som også danske dagligvare distributører tilbyder danske vognmænd uanset om det er nat eller dag. Der er ikke meget tilbage, når dieselolie og løn er betalt. Der er ikke megen bil der kan forrentes for resten.

Det kunne være dejligt, om der var nogen, der i fuld offentlighed ville diskutere det med os for åben skærm og derfor stille spørgsmål ved om der overhovedet tages hensyn til de overenskomster som de allerfleste via deres arbejdsgiver tilhørsforhold er en del af. Thorkild Andersen FL har fået tilbuddet med har afslået. Det er alt sammen en affødt effekt af de billige udenlandske chauffører og vognmænd.

 

**********

Også positive toner på FDL´s generalforsamling d. 12. april 2014:

Vi kæmper ikke alene mere!

Det er trods alt positivt, at vi kæmper ikke alene mere. Det er godt at føle og mærke, at der er en mere og mere fasttømret flok af organisationer, ikke bare her i DK, men også at hele Skandinavien, som er med os, sagde FDL´s formand Christan Jensen på generalforsamlingen. I Skandinaven har man endda haft held til at få lavet en samlet organisation NLA, som heldigvis magter at få flere og flere vest europæiske lande med på vognen NL. FR. B. m.fl. og aflever vores budskab i EU. Det er da også overordnet positivt, at FDL og DTL i dag er enige om det meste, når det drejer sig om cabotage og social dumping. At de og vi så derudover har egne foreninger at passe, er jo så også som det skal være.

Ellers er der jo ikke overvældende meget mere at sige om de direkte mærkede positive ting som sådan. Det var jo også med en positiv forventning vi fulgte opløbet hen imod dels 50 tons og 56 tons totalvægt. I det lange forarbejde til de 54 tons foreslog FDL  (Jens og jeg ) på et separat møde med Vejdirektoratet, at man bare administrativt forhøjede alle 48 ”tonner” til 50 tons, som ikke krævede ændringer og investeringer, men gav vognmanden 2 ton direkte uden investering. Men den gang var direktoratet af den opfattelse, at det var den dyreste løsning vejslidsmæssigt, så det kunne bare ikke komme på tale. Det var vel overordnet set positivt, at vi fik de 54 tons på 7 aksler, og at vi fik de 50 tons på 6 aksler.

Men vi har vel et eller andet sted grund til at føle os tage ved næsen eller andet steds i og med at de så lige mere end halverer tolerancerne for overlæs. I praksis indebærer det vel, at mange ikke fik en eneste ton mere for den store investering, der har været nødvendig i den forbindelse. Vi kan jo bare stå tilbage og sige de pisser på os, dem, vi giver det daglige brød.

Der er et gammelt ord, der siger, at man bider ikke i den hånd der giver en mad.

Men politikere og embedsværket og styrelser kommer sgu godt fra det hver eneste gang. For ikke at ødelægge resten af dagen, så lad lige være med at tænke på, at dem har vi givet gratis uddannelse og så bukker og skraber vi for dem bagefter.

**********

Cabotage-problemet drøftet på FDL´s generalforsamling d. 12. april 2014: 

Positivt møde med Heunicke

Det mest positive i 2013 var, og er, at det arbejde vi fik sat i gang i 2012 og fortsatte med hele 2013 i første omgang fik stoppet fri cabotage pr. 1. jan 2014, lød det fra FDL´s formand Christian Jensen, da han på den årlige generalforsamling gjorde status. Det er positivt at arbejdet ser ud til at være så fasttømret nu, at det fortsætter også her i 2014. Men som jeg tidligere sagt, skal vi aldrig føle os sikre, hvilket en nylig rapport Fra EU, som efter sigende offentliggøres 14. april med al tydelighed beviser. Den siger, at man fortsat sigter mod en gradvis yderligere liberalisering af transportmarkedet.

Vi må håbe, at vores transportminister har hår nok på brystet til at stå ved de udtalelser, der er kommet fra hans side indtil nu, nemlig at han er ikke bange for EU domstolen. Vi må i alle henseender bakke ham op i tale og argumentation, hvor lejlighed byder sig. På vort nylige møde med ham, sagde jeg til ham, at vi håbede at den nuværende regering holdt tiden ud og fik cementeret så mange som muligt af deres tiltag inden de formodentlig vil blive lagt i sylte krukker af en formodentlig kommende blå regering.

Jeg sagde også til ham, at jeg / vi var ikke den hemmelige Socialdemokrat, men vi vedstod gerne, at vi i de her situationer ikke havde noget problem med at optræde som og blive kaldt de hemmelige socialister. Ministeren var fast i mælet og sagde at de var klar til kamp og ligeledes sagde han, at de holdt mindst valgperioden ud.

Den velvilje tvivler jeg på, vi vil blive mødt med ved en blå regering, der pustes i nakken af DA og DI og ITD. Ja faktisk skulle man måske overveje sin stemmeafgivning næste gang. Det eneste, vi kan håbe, er at en blå regering bliver så direkte afhængig af DF, at vi kan forvente Kim Christiansens opbakning som nu. Så set med FDL's vognmænds øjne, er det helt og aldeles positivt, at vi har en såkaldt rød regering, der pustes i nakken af Enhedslisten, som er så tæt på vores problemer og har turdet gøre noget ved det.

Det, de har gjort med SF's og Enhedslistens hjælp var der ikke en i en blå regering, der turde at gøre. Så det har været så positivt, Pia Olesen Dyhr fik sat gang i. Vi burde sende hende en hilsen. Hun er da heldigvis, uanset SF´s størrelse, en af dem, vi kan være ret sikre på i fremtiden. Det er også set med mine øjne positivt, at Enhedslisten er begyndt at nævne os, når de nævner hvem, der er deres venner i deres kamp mod social dumping.

Det er også positivt, at DTL og vi taler sammen som vi gør og har det samme mål. Ja og sådan kunne vi da blive ved med at finde positive ting. Det er da positivt, at vi stadigvæk kan komme til orde i debatten vores lidenhed til trods.

Det er også positivt at dagligdagen med Jens og Preben kører så meget på erfaringen og rygraden, at det er en let opgave at få det til at fungere  i det daglige. Det skal I have tak for begge to.

 

**********

Christian Jensen om økonomien på FDL´s generalforsamling d. 12. april 2014:

Vi skal tilbage til sorte tal

Ikke for at være negativ, men jeg er nødt til at forholde mig til foreningens egne forhold, sagde FDL´s formand Christian Jensen på generalforsamlingen. Det er jo, selv om FDL godt nok de sidste 4-5 år har haft et lille positivt resultat, trist at konstatere, at 2013 giver et underskud på driften. Det var ikke forudset og forventet. Det var til langt hen på året ind i 4. kvt. Forventet, iflg. oplysningerne fra Jens og Leo, at det ville blive sorte tal.

Men det blev det altså ikke. Uden at ville gå Jens i bedene med regnskabets tal så er der ingen tvivl om, at det jo selvfølgelig er det faldende medlemstal, der nu indhenter os og også den kendsgerning at FDL indkøb måske ikke heller tjener de penge de skulle der tilsammen er grunden. Men Bestyrelsen har besparelses forslag på vej. Og årets mest selvfølgelige opfordring og oftest gentagne opfordring til jer, om at gøre et forsøg på at få lidt flere medlemmer, er altså alvorligt ment endnu mere i år end tidligere.

 

**********

Formanden for FDL Indkøb ApS på generalforsamlingen d. 12. april 2014:

Penge at spare på et pris-tjek

Midt i en tid, hvor rigtigt mange, efter den økonomiske krise, kæmper for at få en bedre økonomi, er det tankevækkende, hvor mange selvkørende vognmænd og mindre vognmandsforretninger, der er bundet så hårdt op hos deres speditører og kørsels-rekvirenter, at de reelt sætter penge til på deres olieaftaler. Det sagde formanden for FDL Indkøb ApS, Knud Sørensen, Brande, da FDL Indkøb ApS  lørdag d. 12. april 2014 afviklede den årlige, ordinære generalforsamling på DTC nord for Vejle. Knud Sørensen fortsatte: Hvis vi som fornuftige vognmænd ikke er kritiske og undersøger prisniveau´et, og drager en direkte sammenligning, inden vi skriver under, risikerer vi altså nemt at blive snydt, hvis vi kun tænker på rabatten.

Hvad hjælper det, at man får to øre mere i rabat, hvis listepris eller pumpepris er højere? FDL har ved tidligere lejligheder opfordret mange af især de selvkørende vognmænd, til at tjekke markedet grundigt efter i stedet for at binde sig op på en speditør, som ganske vist giver vognmanden rabat, men som alligevel kan tjene fedt på olie-aftalerne, fordi de store kørsels-rekvirenter får betydeligt mere i rabat, end den rabat, de tilbyder deres vognmænd. Kørsels-rekvirenterne tjener dels solide beløb på brændstof-salg og henter yderligere indtjening ved hele tiden at presse deres vognmænd ned i pris.  

Med den seneste fornyelse af Statoil-aftalen kan FDL Indkøb ApS matche de bedste tilbud på markedet, og til forskel fra visse andre, er vore priser og rabatter gennemsigtige, så den enkelte hurtigt kan regne sig frem til, hvor meget, der reelt er at spare på en FDL-aftale. Det er jo paradoksalt, at selv om de fleste går meget op i, hvor meget rabat, de kan opnå, binder de sig ikke desto mindre til en aftale hos en speditør, så det er speditøren, der gennem sin rabat hos olieselskaberne, selv tjener en rund sum penge på at sælge olien til de vognmænd, der kører for dem. Det vil med andre ord sige, at man har bundet sig til en aftale, hvor rabatten er beskeden, og hvor speditøren formentlig tjener næsten lige så meget, som deres vognmænd.

FDL Indkøb ApS har, som så mange andre, også været ramt af stagnation, men på det seneste er salget igen gået opad, og vi ærgrer os naturligvis over, at vi kommer ud med et mindre underskud. Men vi har søgt at tage højde for situationen og med lidt ekstra benarbejde, håber vi selvfølgeligt på, at vi kan få flere anpartshavere og medlemmer, for jo flere vi er, desto bedre rabatter opnår vi. Jeg synes, det er værd at bemærke, at man skal passe på med ikke at stirre sig blind på den selve rabat-tallet, for vi har i de seneste måneder fulgt prisudviklingen tæt, og det er rart at konstatere, at Statoil-aftalen er om ikke den bedste, så i hvert fald meget tæt på. Det nytter jo ikke noget, at man får to øre mere i rabat, hvis listeprisen hos det pågældende selskab er højere, end den er hos Statoil, fastslog Knud Sørensen.  

**********

Valgene hos FDL og FDL Indkøb ApS lørdag den 12. april 2014

Genvalg i begge bestyrelser

Såvel Christian Jensen fra Frederikshavn som Torbjørn Bay fra Slagelse og Claus Hallengreen fra Valby, blev genvalgt på FDL´s ordinære generalforsamling d. 12. april 2014.

Jens Amorsen fra Jægerspris ønskede ikke genvalg. Han blev erstattet af suppleanten Henrik Nicolaisen fra Skælskør. Henrik Nicolaisen er et mangeårigt medlem af FDL. Ny suppleant blev Søren Hjaltelin fra Sløsserup ved Toreby L. Første-suppleanten Johnny Schirrmacher fra Hedehusene, var ikke på valg.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig, så Christian Jensen tager endnu en tørn som formand, Torbjørn Bay fortsætter som næstformand. Den øvrige bestyrelse er Claus Hallengreen, René Olesen, Steen Juul Jensen, Henrik Nicolaiasen og Per Henrik Jensen.

Foreningens interne revisorer, Erik Knudsen fra Hasselager og Aage Schelde Christensen fra Smidstrup blev genvalgt.

Hos FDL Indkøb ApS var hele bestyrelsen traditionen tro på valg. Såvel formanden Knud Sørensen fra Brande som næstformanden Carsten Fruelund Poulsen fra Fredericia og bestyrelsesmedlem Thorkild Thisgaard fra Kollemorten ved Give blev genvalgt. Suppleanten Per Frederiksen fra Aars blev ligeledes genvalgt

**********