Ulovligheder

Politikerne snakker og snakker:

Men hvorfor så passive

over for ulovligheder?

Kanal 5´s og TV2’s mange afsløringer af defekte vogntog og førernes talrige store og mindre overtrædelser, er ikke overraskende for os i transportbranchen. Men det er i virkeligheden skræmmende, at politikerne stort set forholder sig passive, for det er i realiteten, desværre, kun toppen af isbjerget, vi oplever.

Så man behøver ikke hverken at være matematisk student, jurist eller have den store kædestrammer eksamen for at se, hvor galt, det står til. For det er jo desværre et fåtal, der ryger i tungvognspolitiets bødeblokke. Det er et bekymrende fåtal, som ender med at få en bøde, og det er i den grad utilfredsstillende.

Man kan med rette spørge politikerne om, hvad der skal til, for at de træder i karakter og øger ressourcerne hos tungvogns-centrene og hos politiet som helhed. Skal der nye alvorlige ulykker til? Eller hvor mange spirituspåvirkede chauffører, skal i brummen, inden politikerne vågner, og erkender virkelighedens verden?

Det er forfriskende, at Peter Skaarup, DF vil konfiskere bilerne hos de såkaldte vanvidsbilister. FDL er af den opfattelse, at politikerne skal tage skridtet fuldt ud. De skal også se på transportbranchen og vedtage, at hele vogntoget, kan tilbageholdes. Det skal ikke være muligt at hente godset med en anden trækker.

Seriøse danske vognmænd og chauffører med biler på gule plader, må jo føle sig grundigt til grin, når de dagligt er vidne til især social dumping og systematisk ulovlig cabotage. Det har i flere år været et stadigt stigende problem. Men ikke desto mindre er det store flertal på Christiansborg fornærmende passive.

Så passive, at de burde smides ud for ikke at udføre de opgaver, der er sat til. Kim Christiansen og Henning Hyllested er de eneste, som helhjertet har kæmpet for de seriøse danske vognmænd. Men det har været forgæves, bl.a. fordi lobbyisterne for de store aktører og postkasseselskaberne er lidt for dygtige.

Lige p.t. undskylder politikerne sig med, at de venter på EU´s vejpakke, men det en dårlig undskyldning. For politiet har ikke fået flere penge, og de tre tungvogns-centre har ikke tilstrækkelig bemanding, hvis de skal være mere effektive. Så aben er indtil videre hos politikerne, og det udnytter lobbyisterne.

Kommentaren af Preben von Skjoeth 

På foreningens vegne

Jens Groot, kontorleder

Redaktion: Preben von Skjoeth

Har du en kommentar til dette nyhedsbrev, så giv dit besyv med. Gerne her på Facebook

Du kan også kontakte:

Formanden Christian Jensen • Tlf. 20 91 71 51 eller kontorleder Jens Groot • Tlf. 86 88 05 44

Vil du vide mere om FDL og FDL indkøb så klik her www.fdl-vognmand.dk

Med venlig hilsen


Transmitter 10, 7100 Vejle
Redaktør Preben Skjøth
Tlf. 29 43 03 44
psk@fdl-vm.dk