Chauffør-hoteller er ikke en offentlig opgave:

Kommunerne skal absolut

ikke støtte social dumping

Vognmand Leif Therkelsen berørte flere vigtige punkter, og fremkom med flere relevante spørgsmål i sit læserbrev om, at man i Kolding og Aabenraa overvejer at etablere chauffør-hoteller.  Når vi i FDL også tager sagen op, er det fordi vi, helt bestemt, ikke mener, det er hverken statens eller kommunernes opgave at skaffe sove- og hvilefaciliteter til de mange hundrede underbetalte udlændinge, der mere eller mindre ulovligt opholder sig i Danmark. Og holder ugentlige hvil i bilerne.

Det er en hån uden lige mod de tusinder af danskere, som dagligt kæmper for at få økonomien sammen, og det nytter ikke noget at sende regningen videre til de i forvejen skatteplagede danskere. Hvis der skal bygges ”chauffør-hoteller”, må det være de transport- og speditionsvirksomheder, som lever fedt af at bruge underbetalt udenlandsk arbejdskraft. Det, den danske stat bør sørge for, er – i en helvedes fart – at vedtage en opgradering af gode antallet af rastepladser.

Det er chokerende, at der i det hele taget er politikere, som vil bruge penge på virksomheder, som i den grad lever af social dumping. Er de mon gået helt fra snøvsen? Eller er det et misforstået forsøg på at spille aktiv og vise omverdenen, at agter at gøre noget? Svaret blæser i vinden, men det er i hvert fald langt fra at være en fornuftig investering, og noget, som kommunerne burde holde sig langt væk fra. Det er planer, der stinker langt væk af uvidenhed og grænseløs naivitet.

Hvad tror byrødderne i Kolding og Aabenraa de vil få ud af at ofre penge på nogle sociale dumpere, mens man samtidigt beskærer hjælp til ældrepleje, fyrer skolelærere, sygehuspersonale, beskærer budgetterne til de nye sygehuse, og sådan kunne jeg blive ved. Hvis de tror, at de i et kommende valgår, scorer billige points, og stemmer på at smide penge ud til social dumping, får de en brat opvågning. Men så længe, vi svigter vores egne, skal der ikke bruges penge til den slags.

Vi kan hurtigt blive enige om, at selv underbetalte udlændinge, skal behandles ordentligt, men ikke for de danske skatteyderes penge. Det er, og vil altid være, en opgave, som påhviler udlændinges arbejdsgivere.   Jeg er sikker på, at der vil lyde et ramaskrig, hvis til skatteyderne skal betale. Det bl.a. dem med egne, postkasseselskaber, og fiktive vikarbureauer, der skal betale gildet. Vil de ikke det, må lovgivningen ændres, så Arbejdstilsynet kan træde til og lukke virksomhederne.

Til dem, der tror, eller mener, at et brugerbetalt chauffør-hotel ikke belaster kommunernes økonomi, er der kun at fastslå, at det i hvert fald er skatteyderpenge, man anvender som garanti. Og hvad nu, hvis ikke sådanne hoteller kan løbe rundt? Ja, så er det også i sidste instans, skatteyderne, der må betale gildet, mens dem, der anvender udlændingene til at udkonkurrere seriøse danske vognmænd og chauffører, kan gnide sig i hænderne og fortsætte deres landsskadelige aktiviteter.

Kommentaren af Preben von Skjoeth

På foreningens vegne

Jens Groot, kontorleder

Redaktion: Preben von Skjoeth

Har du en kommentar til dette nyhedsbrev, så giv dit besyv med. Gerne her på Facebook

Du kan også kontakte:

Formanden Christian Jensen • Tlf. 20 91 71 51 eller kontorleder Jens Groot • Tlf. 86 88 05 44

Vil du vide mere om FDL og FDL indkøb så klik her www.fdl-vognmand.dk

Med venlig hilsen


Transmitter 10, 7100 Vejle
Redaktør Preben Skjøth
Tlf. 29 43 03 44
psk@fdl-vm.dk