Sympati-konflikten mod Søren Jakobsen:

Hvorfor tør ingen seriøst

gå i rette med 3Fs tvang?

Jeg fyldes med en blanding af vrede og frustration, hver gang jeg erfarer, at f.eks. 3F, indleder en blokade mod en virksomhed, hvis eneste brøde er, at man ikke ønsker at være med i 3F og en bestemt arbejdsgiverorganisation. Men som lønner ordentligt og behandler sine ansatte med den respekt, det enkelte menneske har ret til – og krav på. Vrede, fordi det er i modstrid med Menneskeretsdomstolen og frustration over, at både transport- og retsordførere samt myndigheder intet som helst foretager sig, selv om de ved, det er forkert.

Det svarer til, som FDL´s formand, Christian Jensen, tidligere har sagt, at hvis man en gang har handlet i Brugsen eller Føtex, er man tvunget til, resten af livet, kun at handle i den pågældende forretning. FDL har altid haft den holdning, at en blokade er acceptabel, hvis der er tale om en virksomhed med uorden i tingene, lokumsaftaler eller underbetaling. Men hvis virksomhedens eneste brøde er, at man ikke ønsker at være med i et sammensurium af 3F og DTL-A, hopper min kæde altså af, fordi det i bund og grund er rendyrket tvang.

Tag nu sagen med Søren Jakobsen. Han kører, efter hvad jeg ved, en seriøs forretning og lønner, som han skal efter Krifa´s overenskomst, som officielt er godkendt af Trafikstyrelsen. Nu er det hans tur til at blive kanøflet, og det er utiltalende, at 3F sender skemaer ud til andre firmaer. Det stinker i den grad af et helt uberettiget overgreb, hvis eneste formål er at få flere penge i 3F-kassen. Hvis ikke det er tvang, er der to torsdage i næste uge. Og komplet ubegribeligt, at ingen skrider ind, selv om enhver ved, der er tale om et overgreb.

Selvfølgelig skal fagforeningerne have kredit for, at de, sammen med arbejdsgiverne, har skabt grundlaget for ordnede forhold, men det er altså ikke i orden at anvende selvtægt for at få flere lønsumskroner i kassen. Både den lovgivende og dømmende magt udmærket ved, hvad der foregår, og derfor er det yderstforståeligt, at stadigt flere mister troen på, at det er et retfærdigt samfund, vi lever i. DTL, der er danske vognmænds hovedorganisation, holder lav profil, fordi DTL-A, på denne måde, får flere lønsumskroner at arbejde med.

Tilbage står spørgsmålet, om politikerne, med få undtagelser, er gennemkorrupte, for hvorfor ser de ellers gennem fingre med 3F´s overgreb? Hvorfor gør justitsministeren intet, selv om han får henvendelser og opfordringer til at se nærmere på 3F´s tvang, og hvorfor forholder Folketingets Retsudvalg og transportudvalg sig tavse? Er det fordi, de skal ”levere varen” for de mange penge, f.eks. Venstre får fra ITD? Eller er det fordi, det er for stor en mundfuld at lægge sig ud med 3F og nogle bestemte arbejdsgiverorganisationer?

Kommentaren af Preben von Skjoeth

På foreningens vegne

Jens Groot, kontorleder

Redaktion: Preben von Skjoeth

Har du en kommentar til dette nyhedsbrev, så giv dit besyv med. Gerne her på Facebook

Du kan også kontakte:

Formanden Christian Jensen • Tlf. 20 91 71 51 eller kontorleder Jens Groot • Tlf. 86 88 05 44

Vil du vide mere om FDL og FDL indkøb så klik her www.fdl-vognmand.dk

Med venlig hilsen


Transmitter 10, 7100 Vejle
Redaktør Preben Skjøth
Tlf. 29 43 03 44
psk@fdl-vm.dk