Eklatant mangel på god etik og moral:

Beier A/S burde tvangslukkes

Med de talrige eksempler af mangel på moral, og en eklatant mangel på etiske normer, der er dukket op omring Kurt Beier Transport A/S, burde det i den grad trække op til, at Beier Transport får inddraget samtlige vognmandstilladelser, og at den ansvarlige ledelse forbydes at kunne optræde som ansvarlige ledere. Desværre er der ingen entydig paragraf om moral eller etik, men i paragraf 12 i Bekendtgørelse af lov om godskørset står der i stk. h, at tilladelser kan tilbagekaldes, hvis et firma dømmes for lovgivningen om menneskesmugling eller menneskehandel.

Det seneste nye er, at Kurt Beier Transport A/S har fyret et stort antal filippinske chauffører, endnu inden de er kommet i gang. Begrundelsen er, at Kurt Beier A/S har mistet en del kunder, så et stort antal af Beier-koncernens lastbiler er parkeret, og af samme årsag ikke tjener penge. En af de nye filippinske chauffører har brugt omkring 500.000 Pesos, lige omkring 62.000 d.kr., for at komme til Danmark. Chaufføren, hvis navn er Alexandru Rouqe jr., er naturligvis både skuffet og forarget, og vil helst ikke tilbage til Filippinerne, fordi han har brugt de mange penge på at nå hertil.

Ifølge Kurt Beier Transport A/S har man tilbudt at betale for chaufførernes hjemrejse, men åbenbart først efter at det er kommet frem i lyset, at chaufførerne er fyret på gråt papir. Hvorvidt Kurt Beier Transport bliver dømt for menneskehandel og eller for menneskesmugling, kan vi kun gisne om, men er der bare et gran af retfærdighed til, burde Kurt Beier Transport A/S, fratages retten til at drive vognmandsvirksomhed, da moral og god etik åbenlyst er fremmedord. Man kan i øvrigt undre sig over, hvorfor Arbejdstilsynet ikke har reageret, når der er tale om så grelle forhold, som her.

Det, man kan håbe på, er at Kurt Beier-skandalen i det mindste har været en slags øjenåbner for politikerne, Færdselsstyrelsen samt justits- og transportministerierne. For selv om Beier-sagen nok er det værste, vi nogensinde har set, er der med garanti mange andre af de store firmaer, dem med postkasseselskaber og egne vikarbureauer, der også behandler deres chauffører usselt. Ikke nok med, at de bruger udenlandske, ofte forhutlede og fattige chauffører til at udkonkurrere seriøse danske vognmænd og deres chauffører. De scorer selv kagen, og lever fedt af den sociale dumping.

Hvor længe, skal vi blive ved med at finde os i det? Og til politikerne: Tag jer sammen og få vedtaget et uvildigt dansk BAG!

Kommentaren af Preben von Skjoeth

På foreningens vegne

Jens Groot, kontorleder

Redaktion: Preben von Skjoeth

Har du en kommentar til dette nyhedsbrev, så giv dit besyv med. Gerne her på Facebook

Du kan også kontakte:

Formanden Christian Jensen • Tlf. 20 91 71 51 eller kontorleder Jens Groot • Tlf. 86 88 05 44

Vil du vide mere om FDL og FDL indkøb så klik her www.fdl-vognmand.dk

Med venlig hilsen


Transmitter 10, 7100 Vejle
Redaktør Preben Skjøth
Tlf. 29 43 03 44
psk@fdl-vm.dk