Nu må politikerne altså træde i karakter:

Det handler om overlevelse

Med politiets storaktion hos Kurt Beier i Padborg, kom der omsider en smule skred i situationen, men der er desværre lang vej til en mere slagkraftig bekæmpelse af social dumping og slavelignende forhold. For Kurt Beier A/S er jo ikke ene om at udnytte underbetalte udlændinge. Det er derfor nærliggende at spørge, hvordan politikerne, ud over spørgsmål til, og samråd med, ministrene, vil gribe sagen an?

Det er nu, hvor der er hul på bylden, der skal handles. For hvorfor laver man ikke aktioner hos storfirmaet Contrans i Kolding? Hvorfor laves der ikke aktioner hos DSV´s terminaler og omliggende p-pladser? Hvad med Frode Laursen og en hel del andre? Hvad med alle postkasse-selskaberne, og den ulovlige cabotage? Og hvor er Arbejdstilsynet i den slags sager? Hvor må tilsynet i det hele taget gribe ind?

Der er ganske få politikere, som Enhedslistens Henning Hyllested, Dansk Folkepartis Kim Christiansen, og senest SF´s Karsten Hønge, som bider transportminister Ole Birk Olesen i haserne. På højrefløjen, hvor en hel del Venstre-politikere er sponseret af bl.a. ITD, holder man lav profil. Man snakker og snakker, men foretager sig reelt ikke noget som helst. For man skulle jo nødigt miste klækkelige valgtilskud

Spørgsmålet er så bare, hvor længe seriøse danske vognmænd, der anvender dansk registrerede biler og aflønner chauffører efter gældende overenskomster, skal finde sig i, at politikerne lukker øjnene? Vognmandsforretning efter vognmandsforretning er lukket med tab for vognmændene og tusinder af chauffører, som er uden job. End ikke det, har kunnet skabe en politisk front, som sætter en bremseklods i.

Det er i sig selv uholdbart, så der må, på en eller anden måde, lægges større pres på regeringen. Hvis der virkeligt er et reelt flertal for at give tungvogns-centrene flere penge til mandskab og udstyr, så kom dog i gang. Hvad dælen nøler man for? Hvor mange flere firmaer skal dreje nøglen, før politikerne træder i karakter? Kom dog i gang og vis os, at det ikke kun drejer sig om stemmer, men om overlevelse.

Kommentar af Preben von Skjoeth

På foreningens vegne

Jens Groot, kontorleder

Ansvarshavende: Preben von Skjoeth

Har du en kommentar til dette nyhedsbrev, så giv dit besyv med. Gerne her på Facebook

Du kan også kontakte:

Formanden Christian Jensen • Tlf. 20 91 71 51 eller kontorleder Jens Groot • Tlf. 86 88 05 44

Vil du vide mere om FDL og FDL indkøb så klik her www.fdl-vognmand.dk

Med venlig hilsen


Transmitter 10, 7100 Vejle
Redaktør Preben Skjøth
Tlf. 29 43 03 44
psk@fdl-vm.dk