Vi styres af pædagog- og studentermedhjælpere

Bekymrende udvikling

i flere politiske partier

Uden at hænge politikere, der ”kun” har en boglig uddannelse ud, finder jeg det ikke desto mindre stærkt bekymrende, at det lige præcis er politikere som Det Radikale Venstres Ida Auken og Pernille Skipper fra Enhedslisten, der har taget teten og nu af al magt presser regeringen til at forstærke felttoget mod især transport- landbrugs-sektoren. Personer, der ikke har blot skyggen af erhvervserfaring, holder sig ofte til meget teoretiske tanker, og blæser på fakta.

Ida Auken, der er Cand.theol. og har været ekstern lektor, har ingen praktisk erfaring fra erhvervslivet. Det samme gælder Pernille Skipper, der er Cand.jur., og kun har haft job som studentermedhjælper. Der er intet galt med de to kvinders CV, men det forklarer faktisk udmærket, hvorfor de altid kun taler i overskrifter, og viger uden om, når talen falder på specifikke ting som bl.a. CO2, CO og NOx. Deres udsagn minder i uhyggelig grad om en til lært lektie.

Men kæden hopper af, når de bevæger sig ind i detaljer, som f.eks. forholdet mellem diesel og benzin samt forholdet mellem konventionelle motorer og eldrevne biler. Det væsentligste problem er, at ingen af dem lytter til saglige argumenter. Selv ikke den ny internationale rapport om, at elbiler skal op på mindst 219.000 km. for at være på linje med de krævede normer, reagerer de på. Det samme gælder den fejlagtige opfattelse af, at diesel forurener mere end benzindrevne biler.

Nu er der naturligvis ingen garanti for, at en håndværker uddannet eller ufaglært politiker ved mere om klimapolitik. Men lyt og lær, er ikke just varemærket hos de to kvindelige politikere. Det står også i en skærende kontrast til virkeligheden, at når det danske klimaråd går ud med et budskab, så skal himmel og jord sættes i bevægelse for at stramme kravene for transport og landbrug. Men når internationale institutioner kommer med andre konklusioner, afvises det blankt.

Kommentar af Preben von Skjoeth

På foreningens vegne

Jens Groot, kontorleder

Redaktion: Preben von Skjoeth

Har du en kommentar til dette nyhedsbrev, så giv dit besyv med. Gerne her på Facebook

Du kan også kontakte:

Formanden Christian Jensen • Tlf. 20 91 71 51 eller kontorleder Jens Groot • Tlf. 86 88 05 44

Vil du vide mere om FDL og FDL indkøb så klik her www.fdl-vognmand.dk

Med venlig hilsen


Transmitter 10, 7100 Vejle
Redaktør Preben Skjøth
Tlf. 29 43 03 44
psk@fdl-vm.dk